2t i Istanbul med samfundsfag forår 2011
Af Frederikke Fleischer 2t
Eftersom 2t er en samfundsfaglig klasse, blev rejsemålet Istanbul bestemt på demokratisk vis. Lufthavnen i Tyrkiet blev en kaotisk start på en vellykket studietur, der efter en tur med både metro og sporvogn resulterede i den endelige destination, Santa Sophia Hotel, med central beliggenhed i byen.
De første to dage spillede vi rollen som turister, der med højt tempo besøgte de større – og mindre større seværdigheder i Istanbul. Hertil havde klassens elever hjemmefra forberedt nogle elevforedrag, så der til ethvert monument, moské, palads eller lignende, var en tilhørende ”rejseguide”
Studieturens faglige program var hovedsageligt linket til faget samfundsfag. Blandt andet var der arrangeret et foredrag med en journalist fra Politiken, Martin Selsøe Sørensen, som er udstationeret i Istanbul. I klassen havde vi på forhånd læst hans artikler og diskuteret disse, så vi var i stand til at stille opklarende - og kritiske spørgsmål til nogle af de problematikker der eksisterer i det tyrkiske samfund.
Vi besøgte desuden Human Rights Association, for at opleve hvordan civilsamfundet i Tyrkiet kan kæmpe for bedre rettigheder og vilkår. Her figurerede Enes fra 2t tolk, da han taler flydende tyrkisk og repræsentanterne fra organisationen ikke følte sig stærke nok i engelsk. Enes’ talegaver var en kæmpe fordel under hele turen.
Om søndagen var det planlagt, at vi skulle se et slumkvarter i byen – nemlig Tarlabasi. Det er et græsk-armensk område, som viste et klart billede af de dårlige forhold, som visse af minoriteterne i landet lever under.
Området er præget af kriminalitet, men da vi havde en guide som kendte lokalbefolkningen, fik vi en indsigt i områdets andre – og mere positive sider. Klassen blev delt op, så halvdelen så området og den anden halvdel fik et historisk run-up på en lille café.
På en studietur er der, foruden det faglige aspekt, altid et socialt mål om at ”ryste klassen bedre sammen”. Ud over de byture der nu blev foretaget, havde lærerne derfor arrangeret, at vi skulle ud og spise i blandede grupper.
Dette resulterede i nogle sjove og hyggelige middage for alle grupper, som efterfølgende mødtes på en lokal vandpibebar.

- På Kabatas High School
En af de sidste dage besøgte vi et tyrkisk gymnasium, nemlig Kabatas High School, hvor dagen bød på elevforedrag fra henholdsvis de tyrkiske – og danske elever. De tyrkiske elever havde desuden forberedt en dans, som de opførte. Efterfølgende fik vi en rundvisning, og dagen sluttede af med en debat omkring forskellige issues i det tyrkiske samfund og om internationale forhold.
Efter otte dage i Istanbul gik turen hjemad igen og en uforglemmelig studietur nåede sin ende efter mange indtryk og oplevelser fra mødet med tyrkisk kultur- og samfundsliv.
På baggrund af spørgeskemaer, som vi udfærdigede på studieturen, skulle vi efterfølgende lave en tværfaglig rapport med fagene matematik og samfundsfag, som er klassens linjefag.


















