Eksamensinstruktion Gladsaxe Gymnasium 2009
Eksamen er dit eget ansvar, så læs denne instruktion grundigt.
Informationer:
Alle skemaer, meddelelser og ændringer kan ses i lectio. Ændringer kan annonceres her indtil 48 timer før eksamen.
Adresse-/telefonliste:
Har kontoret dit rigtige (mobil-)telefonnummer? Sørg for at der på lectio ligger en opdateret telefonliste for din klasse.
Skriftlig eksamen:
Få jeres lærer til for hele klassen at gennemgå fagets krav og de til eksamen tilladte hjælpemidler. Brug af internet er normalt forbudt.
Man skal sidde parat på sin plads i eksamenslokalet senest 10 minutter før prøvens start (dette indebærer, at installation af it-udstyr på dette tidspunkt er afsluttet og at du har fremfundet de tilladte hjælpemidler). Elever, der skriver på pc, skal selv medbringe hele udstyret, inkl. printer og forlængerledning. Er ikke alt udstyret i orden ved prøvens start, må du skrive i hånden. Hjælp til udskrivning gives kun elever, hvis pc eller printer bryder sammen under prøven.
Skriv navn, klasse/hold og fag på alt udleveret papir, inden du skriver andet på det. Du må kun benytte det af skolen udleverede papir. Intet papir, du har skrevet på, må tages med ud fra eksamenslokalet, før prøven er afsluttet. Dette gælder også opgaveteksten. Derfor må medbragt computer heller ikke fjernes fra eksamenslokalet før prøvetidens ophør.
Ingen må rejse sig, før en tilsynsførende har givet lov. Har du brug for at forlade lokalet, sker det under ledsagelse. Ingen forlader lokalet de sidste 30 minutter af prøven.
Ved afleveringen skal du selv beslutte, hvilke ark, du ønsker bedømt. Samtlige ark, der afleveres til bedømmelse, skal være fortløbende nummereret. På det tidspunkt, hvor prøven slutter, skal alle sider være udskrevet. Når vagterne har konstateret, at alle opgaver er indsamlet, giver de besked om, at prøven er slut. Indtil dette tidspunkt må man ikke rejse sig og ikke henvende sig til andre.. Elever, der venter udenfor, må først gå ind i eksamenslokalet, når vagterne har givet lov. Overtrædes disse regler, kan det medføre, at denne eksamen ikke godkendes.
Diverse:
Der må ikke ryges under eksamen. Det er ligeledes forbudt at høre musik eller anvende andet ikke-eksamensrelevant elektronisk udstyr under eksamen. Mobiltelefoner skal være slukket under hele eksamen og være placeret i din taske, overtøj el. lign.
Tasker, poser, overtøj o.l. må ikke opbevares ved eksamensbordet. De placeres, hvor de tilsynsførende anviser det.
Du skal selv medbringe alle tilladte hjælpemidler. Husk lommeregner, reservebatterier og tjek, at din printer har fået ny blækpatron for nylig. Skolen kan kun i begrænset omfang kompensere for dine forglemmelser.
Redskaber og hjælpemidler må ikke lånes af andre eksaminander efter prøvens start.
Vær opmærksom på, hvilke konsekvenser det har, at du ikke må bruge internettet; vigtige dokumenter, som ligger i fx. lectio, må du altså udskrive inden eksamen.
Mundtlig eksamen:
Få din lærer til at gennemgå alle forhold vedrørende mundtlig eksamen i sit fag (forberedelsestidens længde, hjælpemidler, eksaminationsform osv.).
Gør dig klart, hvilke dage, du skal op. Tidspunktet på dagen er fastsat af gymnasiet og fremgår af lectio.
Du er selv ansvarlig for at medbringe alle tilladte bøger og hjælpemidler.
I den periode, hvor der afholdes mundtlig eksamen, må du ikke opholde dig på gangen foran prøvelokalerne. Kun en elev, der skal op som den næste, er undtaget fra denne regel. Du skal rette dig efter gangvagtens anvisninger. Det er ikke tilladt at medtage eller indtage alkoholiske drikke på skolen - heller ikke sidste eksamensdag.
Problemer ved skriftlig og mundtlig eksamen:
Kommer du for sent til en prøve, skal du henvende dig på kontoret. Rektor eller rektors stedfortræder vurderer på stedet, om du kan deltage i prøven.
Bliver du syg før en skriftlig eller mundtlig prøve, skal du ringe til gymnasiet inden prøven begynder. Du vil så få nærmere besked om, hvordan du skal forholde dig. For at få tilladelse til at gå til sygeeksamen kan der kræves en lægeattest, som du selv skal betale for.
Bliver du syg under en skriftlig eller mundtlig prøve, så tilkald tilsynsførende.
Mundtlig og skriftlig sygeeksamen afholdes i august - se lectio.
Udebliver du af anden grund end sygdom fra en skriftlig eller mundtlig prøve, betyder det normalt, at du ikke kan færdiggøre din eksamen i den termin. Sædvanligvis kan du tidligst aflægge den manglende prøve i den næste ordinære eksamenstermin - i fuldt pensum.
Snyd indberettes til rektor. Normal konsekvens er bortvisning. Den manglende prøve - i fuldt pensum - kan tidligst aflægges i den næste ordinære eksamenstermin.
Diverse:
Mundtlig eksamen er som hovedregel offentlig, dog må kun eksaminator og censor være til stede under forhandlingen om karakteren for din præstation. Lærer og censor er blevet enige om karakteren, når du får den.
Klagemuligheder:
En klage kan kun vedrøre eksaminationsgrundlaget, den enkelte prøves forløb eller bedømmelsen. Det er altså ikke en klagebegrundelse, at den opnåede karakter ikke svarer til mængden af det arbejde, du mener at have lagt for dagen i faget eller at du plejer at være bedre i faget. Klagen skal afleveres til rektor senest to uger efter at du har haft muligheden for at få karakteren. Du har ret til at få udleveret kopi af dine skriftlige besvarelser og af eventuelle anvendte ekstemporaltekster (efter prøvens ophør).
En klage skal være skriftlig samt præcisere og begrunde klagepunkterne.
Da mundtlige præsentationer ikke kan genskabes, kan en klage over mundtlig eksamen kun føre til afvisning eller tilbud om fornyet prøve. Klage over for kort forberedelsestid skal ske, når eksaminator henter dig i forberedelseslokalet.
God eksamen!
Ledelsen, Gladsaxe Gymnasium

