2tuw på tur til EU-Parlamentet i Strasbourg

På turens første egentlige dag besøgte vi EU-parlamentet. Dette var højdepunktet og grunden til at turen var blevet os tilbudt. Vi blev først briefet omkring dagens tidsplan, og derefter fik vi ”morgenmad”. Vi erfarede hurtigt, at morgenmad i Frankrig ikke helt er det samme som morgenmad i Danmark. Efter denne begav alle 360 elever og lærere sig ind i selve EU-parlamentssalen. At se denne var en meget stor oplevelse, og turens helt klare faglige højdepunkt. At være det sted, hvor den politiske elite holder afstemninger og debatter, var en oplevelse, man ikke lige foreløbig glemmer. Efter seancen i parlamentssalen blev vi delt op i mindre grupper på ca. 80 elever. I disse grupper skulle vi debattere de temaer, som vi havde brugt de foregående franskmoduler på at forberede. Til vores store overraskelse var hovedsproget engelsk og ikke fransk, hvilket vi havde forventet. Dette var både en skuffelse og lettelse, idet det klart var nemmere at forklare sig og dermed få sin mening gennemført på engelsk.
De følgende to dage vi tilbragte i Strasbourg var forholdsvis hektiske. Vi så en hel del og oplevede Strasbourg fra en helt anden side. Dette stod i god kantrast til EU-parlamentet, som var meget internationalt, mens vores sightseeing var meget lokal. Der var dog lidt meget på programmet. Den anden dag så vi Strasbourgs katedral, et nærliggende museum og kanalrundfart. Mens vi den tredje dag så KZ-lejren Struthof, hvilket var lidt af en oplevelse. Billederne af hvor tæt jøderne sov og hvor dårlige forhold de havde, fik det middelmådige hotel, vi boede på, til at fremstå som en luksus villa.
Alt i alt har vi alle sammen nydt turen rigtig meget, og den har givet os en social oplevelse, idet man bliver rystet meget sammen, når man tilbringer så meget tid sammen. Vi kan varmt anbefale, at det bliver gjort en årlig tur, idet det også gav os stor faglig viden.
Aske Buemann 2t