Elevråd

Hver klasse vælger to repræsentanter til elevrådet. I elevrådet vælges repræsentanter til forskellige udvalg på GG som for eksempel fællesudvalget.

Formand for elevrådet i skoleåret 2009-2010 er Lucas Baunsgaard 2u og næstformand er Anna Thomsen 2t.

Elevrådet er et vigtigt organ på skolen, som ud over at virke på de indre linier og styrke GGs sociale og faglige miljø - også i samarbejde med rektor og lærere - også kan være med til at tegne GGs ansigt udad til.

Rådslagning

Elevrådet er det største og mest traditionsbundne udvalg på GG.
Da vi er opbygget af 2 repræsentanter fra hver klasse, betyder det at vi er omkring 55 når vi holder møder. Vi har et ugentligt møde, og har jævnligt kontakt til skolens yderligere ansatte. Dette sker f.eks. i fællesudvalget, som består af rektor, 3 lærer samt 3 elever fra elevrådet. Elevrådet repræsenterer eleverne, og fungerer som et talerør mellem elever internt, men også mellem skolens lærere, styrelse og øvrige personale.

I elevrådet diskuterer vi aktuelle debatter og problemstillinger af alle størrelser og ordener. Hvis du kommer fra en folkeskole med et elevråd uden betydning og indflydelse, vil du opleve, at elevrådet på GG har større indflydelse end du er vant til, og at de beslutninger der bliver taget i elevrådet, både kan ses og mærkes på skolen. Hos os bliver ord til handling ;) !

På GG er der en positiv indstilling til elevrådet, og engagement bliver kun set som en god ting på GG. Det at være medlem af elevrådet er udover indflydelse, en fantastisk mulighed for, at lære mennesker på kryds og tværs af årgangene at kende. Et andet bonus er, at man automatisk også bliver del af skolens store sociale liv.

Internt i elevrådet har vi også en masse traditioner. Vi afholder blandt andet en årlig julefrokost og grillaften, som både ryster os sammen, men også hjælper til at give et bedre samarbejde internt i elevrådet. Ydermere har vi også et årligt brag af en elevrådstur, som er en succesfuld cocktail af fest, farver og faglighed.

Hvis du har flere spørgsmål eller er interesseret i at høre mere elevrådet på GG, kan du læse vores vedhæftede vedtægter, eller du kan komme til en af vores orienteringsaftener, hvor der vil være folk fra elevrådet til at svare på alle dine spørgsmål. Orienteringsaftenerne bliver typisk afholdt i januar.

Vi glæder os til at se dig, de største af hilsner fra Elevrådet på Gladsaxe Gymnasium

Elevrådet 2008-2009